start på hovedindhold

Nedgravede olietanke

Her kan du læse om regler og pligter, når du har en nedgravet olietank

Skal du grave din nedgravede olietank op, når du tager den ud af brug?

Det er ikke et lovkrav at grave tanken op.

Det er lovligt udelukkende at afblænde tanken - og lade den forblive på grunden. Du skal sørge for, at olien og bundslammet i tank og rør bliver suget op.

Påfyldningsstudsen skal afmonteres, alle rørforbindelser over jorden skal fjernes, og tanken skal afblændes ved tilpropning af rørstudsene, så der ikke senere kan ske påfyldning igen.

Hvis du lader tanken ligge, og den ligger under et område med kørsel/bygninger, bør du fylde den med sand, for at undgå sammenstyrtning, når tanken engang er forvitret.

Hvis du vil grave din olietank op

Er du lige stoppet med at benytte olietanken, er det en god ide at at grave den op senest 6 måneder efter, du har taget den ud af drift, for så gælder villaolietank forsikringsordningen stadig, hvis der findes forurening ved tanken.

Både tank og rør skal graves op. På den måde får du den bedste viden om, at der ikke er sket en forurening i jorden fra olietank eller rør.

Det kan være en god idé at grave olietanken op, hvis den ligger i vejen for byggeri.

Vil du grave en gammel sløjfet tank op, er reglerne de samme som ovenfor, Villaolietank forsikringsordningen gælder dog ikke, hvis der findes forurening ved tanken.

 

Skal du tage jordprøver, når du graver din olietank op?

Det kan være en god ide at få udtaget jordprøver ved sløjfning eller opgravning af dit nedgravede tankanlæg, fordi det ofte efterspørges i forbindelse med hushandler, men det er ikke et lovkrav.

Hvis du vil vide, om der er sket en jordforurening ved et nedgravet tankanlæg, er det en god ide at kontakte en miljørådgiver for råd og vejledning.

Hvis du får udtaget jordprøver ved en nedgravet tank, er du velkommen til at sende analyseresultatet til industri@svendborg.dk, så vi kan gennemgå det. Hvis prøverne viser, at der er en forurening ved tanken, skal du anmelde forureningen til os.                                            

Du bør gemme dine analyseresultater til senere dokumentation.

Kontakt Klima, Natur og Miljø