
Tjek din olietank
Find ud af, hvor gammel din olietank er, og om den skal sløjfes
Tidsfrister for sløjfning af tanke
Du skal selv være opmærksom på, hvornår din olietank skal udskiftes. Overholder du ikke fristerne for udskiftning, kan det koste dig dyrt, hvis der opstår oliespild.
Tidsfrister for sløjfning af overjordiske tanke under 6.000 liter
- 40 år efter fabrikationsåret for typegodkendte ståltanke med indvendig korrosionsbeskyttelse
- 30 år efter fabrikationsåret for andre ståltanke
- 25 år efter fabrikationsåret for enkeltvæggede tanke af plast eller andet materiale end stål
- 40 år efter fabrikationsåret for typegodkendte dobbeltvæggede tanke af plast eller plast med udvendig væg af stål
- Tanke med ukendt fabrikationsår skal altid sløjfes
Tidsfrister for sløjfning af nedgravede tanke under 6.000 liter
- 50 år efter fabrikationsåret for typegodkendte ståltanke med indvendig korrosionsbeskyttelse og udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester
- 40 år efter fabrikationsåret for typegodkendte ståltanke uden indvendig korrosionsbeskyttelse, men med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester
- 50 år efter fabrikationsåret for ståltanke med anden typegodkendt udvendig belægning end glasfiberarmeret polyester
- 20 år efter nedgravningen for kugleformede plasttanke af polyethylen produceret af firmaet AJVA-PLAST A/S
- 45 år efter fabrikationsåret for andre plasttanke
- Ståltanke med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester, som ikke er typegodkendt eller med ukendt fabrikationsår, skal sløjfes straks
- Plasttanke med ukendt fabrikationsår skal sløjfes med det samme
Sådan tjekker du alderen på din olietank
Hvis kommunen har oplysninger om din olietank vil alderen af din olietank fremgå af din BBR-meddelelse.
Fabrikationsåret står på mærkeskiltet på påfyldningsstudsen, på selve tanken eller på tankattesten. Hvis du har mistet attesten, kan du tjekke om kommunen har en kopi, og ellers skal du kontakte producenten af din olietank, som kan udstede en ny.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din olietank er i orden eller ej, kan du kontakte en oliefyrstekniker. Teknikeren foretager et miljøtjek af olietanken med henblik på eventuelle ændringer.
Er din olietank ulovlig?
Har du overskredet fristen for, hvornår din tank skulle være skiftet ud, er den ulovlig - og derfor ikke dækket af en forsikring.
Din olietank er ikke lovlig, hvis den:
- er udstyret med et returrør mellem oliefyr og tank (et såkaldt tostrenget system)
- er overjordisk (f.eks. i kælder eller udendørs) og ikke har en overfyldningsalarm
- er gravet ned før 1. april 1970 (som hovedregel)
- er en kugleformet plasttank af mærket AJVA-PLAST A/S, der har været gravet ned i 20 år eller mere eller har et fabrikationsnummer mellem 1400 og 6800.
Sådan finder du ud af, hvor din olietank ligger
Hvis du har købt et hus med en nedgravet olietank, men du ikke ved, hvor den ligger, kan du:
- se, om du kan finde tankens placering i dokumenterne på kommunens digitale sagsarkiv.
- afsøge det tidligere fyrrum for, hvor en olierørledning har gået gennem væggen.
- kontakte et firma, der har specialiseret sig i at fremsøge tanke - blandt andet ved hjælp af metaldetektorer.